TIDLIGERE PRODUKTIONER - ½LELUJAH! - Egoland the opera
Verdens premiere af en ny opera af John Frandsen og Ivar GjørupSangere: Jørn Pedersen; Helene Gjerris; Liv Oddveig Midtmageli; Trine Bastrup Møller; Jens Krogsgaard; Ida Stegmark; Morten Grove Frandsen
Skuespiller: David Polmer
Instruktør: Jan Maagaard
Scenograf: Ivar Gjørup
Musikalsk ledelse: David Riddell
Randers Kammerorkester
For et par år siden lagde tegneren Ivar Gjørup sin guddommelige antihelt Divus Madsen i graven efter mere end 25 år som hovedperson i tegneserien Egoland. Seriens univers var mytisk og mystisk - befolket af skæve eksistenser med skæve vinkler på tilværelsens og erkendelsens helt store spørgsmål. Liv & død, tro & vantro, kærlighed & kildevand... Divus blev jordfæstet efter alle (tegne)kunstens regler. Men det er jo ikke et ukendt fænomen i dén branche, at guder genopstår. Og i 2013 blev der i sandhed STOR OPSTANDELSE på Aarhus Sommeropera, da Divus Madsen rejste sig fra de døde til nyt liv - som operafigur. Sammen med sin Sandra og med datteren Gaia gik han på jagt efter Godheden, Livsglæden, Lykken - kort sagt: Meningen Med Det Hele. Halleluja! Eller: 1/2leluja? EGOLAND blev sat i musik af komponisten John Frandsen, som også stod bag Aarhus Sommeroperas ambitiøse operatrilogi "Tugt og Utugt i Mellemtiden".
Ivar Gjørup skrev teksten og stod for den visuelle realisering af idéerne. De to kunstnere har tidligere arbejdet sammen om kirkeoperaen "Undermålerne" og om det symfoniske eventyr "Skyggen" (baseret på H. C. Andersen). Aarhus Sommeropera rykkede i september 2013 ind på Københavns Musikteater - Aarhus Sommeropera holder normalt til på Helsingør Theater i Den Gamle By i Aarhus, men i 2013 var det ikke kun aarhusianerne, som kunne opleve Divus genoptage sin jagt efter Godheden, Livsglæden, Lykken og meningen Med Det HELE!
"Nede i orkestergraven sidder atter Randers Kammerorkester og dets chef David Riddell med inspirerende energi. Orkestret befinder sig på et godt højt niveau. Sangerstaben er også inspirerende god. Sommeroperaen har gennem mange år hjulpet mange sangere videre i karrieren og får det nu fortjent tilbage. Divus Madsen kryber ud af hullet på kirkegården. Jørn Pedersen synger ham med ægte genopstanden buffo-triumf. Det er flot, som han holder liv i figuren hele vejen. Hans kone Sandra bliver lidt ude af den, men heldigvis har hun kaffekanden med. Som Divus kan konstatere det: "Livet er bedre end alternativet. Med en god kop kaffe til." Liv Oddveigs stemme har i sig fløden hertil. Hendes stemme er spændende og burde bruges endnu mere. Vulva med de gyldne englevinger tager lidt forsinket imod Divus Madsen for at forkynde hans opstandelse. De himmelske magter forstår at indsætte Vulva som tv-reporter af den store nyhed. Hun synges af en fængslende kunstner som Helene Gjerris. Med Aftensjovet og parringsspillet/realityprogrammet Sæd & Skik glider vi over i revyoperaen. Trine Bastrup Møller synger behersket smukt Psykopøjten. Den unge Morten Grove Frandsen, som er studerende på Operaakademiet, overrasker med en stemmemæssig alsidighed med ekstra fascination oppe i trapezhøjden. Hans Super-Egon er i frugtbar kamp med Jens Krogsgaards flotte, træfsikre heltetenor som Overlægen. Efter pausen bliver der mere alvor, nok i modsætning til buffooperaens traditionelle afslutning med kulmination af moroen. Undergang lig med klarsyn følger. Gaia og Bingo venter en lille. Hun synges af Ida MacGregor, en ung sopran, som virkelig er værd at lægge ører til, og han er elev på Aarhus Teater, David Elnebo Polmer, som gør det ret fantastiske at spille kropsivrigt ud mod og med alle sangerne, så man ikke bemærker, at Bingo faktisk er en stum rolle. Forestillingen er fyldt af talent." (John Christiansen - Klassiske.dk)
"Operaen over "Egoland" er underholdende, yderst smuk og meget ofte sjovere end tegneserien" (Søren Schauser, Berlingske) *****
"Gjørup og Frandens opera er en gave til fans'ene, men også mere sporadiske læsere og uanende kan med stor fordel lægge vejen forbi!" (Ole Straarup, Århus Stiftstidende) *****
"Men allermest interessant er det måske at notere sig, at et minikompagni som Aarhus Sommeropera igen i år løb med opmærksomheden på grund af den vellykkede urpremiere på 'Egoland the Opera'." (Thomas Michelsen, Politiken) ****
Forestillingen blev støttet af: A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond; Knud Højgaards Fond; Aarhus Stiftstidendes Fond; Aage & Ulla Filtenborgs Fond af 8. november; KODA-Dramatiks Dispositionsfond; Jyllands-Postens Fond; C.A.C. Fonden; Dansk Kompoist Forenings Produktionspulje og KODAs Nationale Midler