Aarhus Sommeropera

TIDLIGERE PRODUKTIONER - ROSA OG EVIGHEDEN

Sangere: Nina, Bols Lundgren; Liv Oddveig Midtmageli; Jakob Næslund Madsen; Jens Bruno Hansen
Skuespillere: Durita Dahl Andreassen, Merete Hegner; Zaki Nobel Mehabil; Carl Christian Rasmussen
Instruktør: Asger Bonfils
Scenograf: Anette Hansen
Musikalsk ledelse: David Riddell
Randers Kammerorkester

Den Gamle By fejrede 100-års jubilæum i 2014, og Aarhus Sommeropera var med til at fejre vores vigtigste samarbejdspartner med et specielt Festspil bestilt til lejligheden. For at give projektet et særligt Aarhusiansk præg var teksten skrevet af Aarhus-forfatteren Svend Åge Madsen sammen med hans datter Maria Madsen og musikken af komponisten Erik Bach, tidligere rektor på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

I betragtning af den særlige begivenhed, som Festspillet markerede, skabte vi et nyt værk som spejlede aspekter af fortiden men i en moderne kontekst, og som inddragede diverse historiske elementer fra Den Gamle By (bygninger, personer som har tilknytning til bygninger osv.). Forfatterne og komponisten skabte et moderne syngespil, som blandede opera og skuespil på en særlig nyskabende måde - en meget traditionel form, men med utraditionelt indhold.

Klik her for libretto til Rosa og Evigheden

Da den kendte kunstner Albert C. Malinger i 1974 får at vide at han snart skal dø, er hans sidste bekymring at han aldrig skal få afsluttet sit Festspil 2014, den fremtidsvision der skulle afrunde hans livsværk. I sin kvide søger han hjælp hos den nynnende pige, hans livs muse, som blandt andet har inspireret hans kendte værker om det lystige liv i Møllerens hus i 1864, og Orgasmevariationerne, som vi stifter bekendtskab med, såvel undfangelsen som førsteopførelsen. Oprindelig var Rosa stuepige hos Ejler Bølle i den dengang nyopførte Borgmestergaard (som vi kalder den). Da bispen ville forgribe sig på hende, snoede hun sig nynnende ud af hans greb. Rasende fordømmer han hende til evigt at gå nynnende omkring, iagttagende livet, men uden at deltage i det. Sammen søger Albert og Rosa tilbage i tiden for at få ændret deres henholdsvise dødsdom og livsdom, så han kan fuldende sit Festspil og hun kan mærke livet - på godt og ondt.

"Underholdning på højt niveau Rask og veloplagt går det med afviklingen af den fantastiske historie i Asger Bonfils levende instruktion med et sanger- og skuespillerhold på to gange fire. Med en dejlig og dejligt syngende Rosa som poetisk centrum leverer den samlede besætning underholdning på højt niveau, i en twistet moderne udgave af vaudevillen, som er mere end skuespil med indlagte sange. Komponisten Erik Bach kalder det selv en slags dogme-opera. Hvordan det mere præcis skal forstås, ved jeg ikke. Men komponisten gør det ved hjælp af en art Erik Bachsk grundmusik, der med indslag af patiche og citat rammer de forskellige tid-lag uden at blive parodi. Og selv da der går forrygende pop og sangmikrofon i den, er grundmusikkens tone der alligevel. Det er både fermt og fornøjeligt, trækker på vores forforståelser - og trækker os rundt i manege-tiden (evigheden er nok for stort et ord her).

Et fint kompagni Nina Bols Lundgren er den yndigste rose som Rosa. Liv Oddveig Midtmageli både en foruroliget møllerkone og moderne madopskrift-junkie. Merete Hegner en rigtig muse og oppasserkone til komponisten. Durita Dahl Andreassen en skarp kunstnerassistent og detektiv. Jakob Næslund Madsen både den sprøde apoteker-tenor, komponisten i en af tidsrejserne og moderne mediemenneske - besat af elendighed og lidelse. Jens Bruno Hansen er en stærk og overbevisende skiderik som biskoppen og dertil komponisten i 1864-lommen. Carl Christian Rasmussen dreven i både skuespil og sang som komponisten, der får sit liv sat i noget af et perspektiv. Zaki Nobel Mehabil er fortrinlig, både som hanrej-møller og folkeskolesangsskolelærer. Jo, det er et fint kompagni. Synger godt, spiller godt." (Aarhus Stiftstidende) *****

Forestillingen blev støttet af: Wilhelm Hansens Fond; Aarhus Stiftstidendes Fond; Dansk Kompoist Forenings Produktionspulje og KODAs Nationale Midler.